En update på hjemmefronten
Det er ved at være lang tid siden jeg sidst har opdateret bloggen omkring hvad jeg render rundt og foretager mig, så her kommer der lige en lille opdatering.
Den største årsag til jeg nok ikke har haft så meget tid til at skrive de personlige indlæg, må vel nok være mange af de projekter jeg har kørende for tiden. Jupit.dk er helt klart det projekt, jeg for tiden, prioriterer højest. Alt bliver pt. kode helt op fra bunden igen, samt får lavet nyt design. Hvornår det bliver færdigt er svært at sige, men om det bliver før nytår, er desværre nok ikke en mulighed.
Et andet projekt som jeg udvikler på, men som dog ligger online i en forholdsvis ustabil testversion, er QOGA.dk, en side med diverse spørgsmål og svar. Hvad dette helt præcis går ud på vil jeg skrive et indlæg om senere, da det ville være for tidligt i forløbet til at komme med nogen udmeldinger man kan forholde sig til.
På trods af de manglende personlige opdateringer, så lever bloggen i sit bedste velgående. Der bliver stadig opdateret med guides, små tips og tricks og andre sjove ting jeg finder rundt omkring på nettet. Grunden til disse indlæg er kommet til at præge bloggen er at, personligt finder jeg det mest spændende at skrive guides, tips osv. end at skrive om min hverdag. Jeg synes selv ikke det er specielt spændende at læse blogs der udelukkende omhandler vedkommendes privatliv, og derfor synes jeg selvfølgelig heller ikke jeg selv bør gøre det.
Jeg er også gået hen og blevet single igen for nogle måneder siden (Ja så lang tid siden er det faktisk jeg har skrevet om noget personligt). Hvad jeg skal skrive om dette er jeg ikke helt sikker på, da jeg personligt ikke har så meget at sige, og grunden tror jeg heller ikke vedrører andre end mig og min ekskæreste.
Udover det, så fik jeg Heidi på besøg i en måneds tid. Hun fik lov at tage herover til Jylland for at komme i praktik som fotograf. Jeg er ikke selv uddannet, men jeg har styr nok på sagerne til at det kunne lade sig gøre. Så vi gik i gang med basics om kameraet, lys og skygger, og forskellige teknikker som hun derefter skulle ud og prøve i praksis. Det gik skide godt, og da hun er super lærenem, så kom der rent faktisk nogle rigtigt gode billeder ud af det!
Heidi har jeg kendt noget tid, så det kommer nok ikke bag på nogen at, når ikke vi kiggede på fotograferingen, så så vi en masse film, havde nogle gode snakke og generelt bare hyggede os. Og netop af denne grund, var flere af de nærmeste også meget nysgerrige, og spurgte ind til hvad der foregik, og well, personligt så er der måske lidt mere end bare et venskab her, hvem ved
Så blev Grand Turismo 5 også released! Jeg har, siden den første version af spillet udkom, siddet og været helt opslugt. Dette spil er uden tvivl mit all-time favoritspil når det kommer til at spille bilspil på en konsol. Så efter jeg fik spillet hjem, har jeg, sammen med min fader og kammerat Esben, siddet og brugt al den tid vi kunne finde frem, til at give den gas på blandt andet, en nytilføjet bane, Top Gears Test track.
Generelt har Playstation været en af de store syndere. Når tiden er til det spilles der, udover Grand Turismo, også Tekken6, FIFA10 (Har desværre ikke fået anskaffet mig FIFA11 endnu), Need for Speed SHIFT, og mit nyindkøbte spil Tank Battles. Tank Battles er et meget lille, dog underholdende spil, hvor man, som titlen også hentyder til, kører rundt i små miniature tanks, og skal skyde hinanden i småstykker. Spillet koster 8 kr. Og er hele det svulmende beløb værd! Helt sikkert noget jeg vil anbefale
Jul og nytår nærmer sig også gevaldigt, men jeg må dog indrømme at julen ikke er så meget for mig. Gaveræs fordi folk forventer at få gaver, kedelige julesange, kravlenisser og vintervejr er bare ikke noget der virker så tiltrækkende på mig. Men på trods af det, så tror jeg stadig at det bliver en god aften, forhåbentlig med god mad, og ret så sikkert godt selskab!
Nytårsaften er derimod mere mig. På trods af at jeg elsker at fejre nytår med mange mennesker omkring mig, alkohol og en helvedes masse krudt, så har jeg i år valgt at det skal foregå stille og roligt. Heidi kommer her d. 26 og skal derfor holde nytår sammen med mig, min fader, lillebror og lillesøster. Altså ikke noget fancy, gider ikke engang købe krudt i år, men bare med hygge, god mad, måske en god film? og bare generelt en aften der står i hyggens tegn!
Jeg tror det var alt for nu. I fremtiden skal i dog nok ikke forvente at se personlige updates oftere end i ser dem nu. Jeg synes som sagt ikke de er super spændende at læse selv, og vil af samme grund heller ikke selv skrive dem. Derimod kommer der flere guides, anmeldelse, tips og tricks. Det er det folk vil have, hvis man ser på statistikkerne for min side, samt det er det jeg underholder mig bedst med!
Ka’ i ha’ det!